onsdag den 8. oktober 2014

Lav tidsmarkeringer til dine videoer




Man kan hjælpe sine elever med at finde rundt i en video på YouTube ved at lave tidsmarkeringer, der viser, hvornår man begynder at snakke om noget nyt i videoen. Det bliver dermed en slags indholdsfortegnelse til videoen, som eleven kan bruge til at springe rundt i indholdet. Altså, en oversigt bygget op af links.

Du skal lave din oversigt i videoens beskrivelse. Hvis du har indlejret din video på en blog, i en Google Formular eller på skolens intranet, skal du skrive en oversigt under din indlejring. 

Oversigten kunne f.eks. se sådan ud:

Oversigt med links til tidspunkter i en video - fra videoen Fagtekster

Som du kan se på billedet ovenfor, har jeg i videoens beskrivelse lavet overskrifter til videoens dele og har så sat et link ind under hver overskrift. Linket er en henvisning til det præcise sted i videoen, hvor jeg skifter til et nyt emne.

Du laver et link til et bestemt tidspunkt i din video på den her måde:

1) Find knappen del under din video


2) Nu får du mulighed for at dele din video med et link. Vælg det tidspunkt din video skal begynde. 


3) Nu ændres det oprindelige link til et link, der viser hen til et bestemt sted i videoen, og det link kan du kopiere og sætte ind i videoens beskrivelse.



Du kan også…

…gøre noget andet. Peter Holmboe har nogle meget snedige links i sine videobeskrivelser. Her er et billede fra hans video om Aktantmodellen. 

Oversigt med aktive links i stykker af tekst  - fra videoen Aktantmodellen


Det, man kan bemærke her, er, at Holmboe ikke har en lang URL-adresse som link i sin beskrivelse. Man klikker simpelthen bare på tiden og springer i videoen. 

Jeg prøvede længe at regne ud, hvordan det var gjort, da man ikke umiddelbart kan tilføje henvisninger til tekst på YouTube. Til sidst måtte jeg dog spørge Holmboe, hvordan han havde gjort det - og tak for hjælpen Holmboe!

Man kan lave disse aktive tidsangivelser med programmet Camtasia (Camtasia er en skærmoptager, der har en række efterredigeringsmuligheder, og jeg har tidligere skrevet lidt om Camtasia i dette indlæg). 

De aktive tidsangivelser i Holmboes video er det, vi kalder markers. I Camtasia kan du tilføje markers til dit videospor ved at højreklikke på videosporet og trykke Add marker at playhead. 




Du kan tilføje så mange markers du vil og hver marker navngiver du med den overskrift, du vil have vist under din video på YouTube. 




På Holmboes video kunne vi se, at han først har navngivet en marker "Velkommen" og derefter givet en ny marker navnet "Hvem gør hvad og hvorfor - tjekliste". 

Når du har tilføjet alle dine markers, skal du eksportere din video til YouTube. For at få dine markers overført til YouTube-beskrivelsen skal du lave en direkte upload til din YouTube-kanal fra Camtasia frem for først at gemme videoen på din computer og derefter lægge den på YouTube. 

Igen tak til Peter Holmboe for hjælpen!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar