Jeg er ikke idrætslærer, og jeg har stort set aldrig undervist i faget, så det her indlæg bygger (i modsætning til de fleste andre af mine indlæg her på bloggen) ikke på egne erfaringer. Til gengæld bygger indlægget på samtaler med flere idrætslærere og almindelig sund flippefornuft. Jeg er desuden blevet inspireret til at skrive dette indlæg på baggrund af en invitation, jeg fik tilbage i januar 2014 til Danmarks Idrætsforenings konference om folkeskolereformen. De var interesserede i et oplæg om Flipped Classroom med fokus på motion og bevægelse.
Og hvordan er det så, at vi kan skabe mere og bedre bevægelse med tanker omkring Flipped Classroom? Hvis vi skal skabe en mere dynamisk idrætsundervisning og en undervisning, hvor eleverne har bedre viden om fagets forskellige udfoldelsesmuligheder, er det et oplagt udgangspunkt at inddrage video. Vi ved, at professionelle sportsudøvere i lang tid har brugt video både som forberedelse og evaluering: Igennem en video kan modstanderens taktik og teknik studeres, og man kan ligeledes få en bedre viden om sit eget spil, sine egne fejl og forbedringer ved at studere en video fra træning.
Begge elementer kan vi tage med ind i idrætsundervisning. Som forberedelse vil det være oplagt at lade eleverne se nogle eksemplariske udførelser af de aktiviteter, der skal finde sted. Hvis det f.eks. handler om at forklare reglerne i et bestemt spil, kan eleven forberede sig igennem en lærerproduceret instruktion, hvor aktiviteten gennemgåes. Sådan en video kunne man lave i en tavlecast-app, hvor man tegner banen og forklarer. Hvis det handler om at forstå en bestemt teknik som f.eks. de bevægelser, der ved brystsvømning giver den bedste fremdrift under vandet, er videoen et værktøj, som ofte kan give eleven en langt bedre forståelse for teknikken end hvis læreren skulle stå på bassinkanten og vise det samme. Når eleven har set videoen med lærerens henvisninger til, hvad eleven skal bemærke, handler det om træning i vandet.
På YouTube findes der mange instruktioner til forskellig teknik
I forhold til at evaluere sin egen læring, er video bestemt også anvendelig. Man kan med fordel lade eleverne filme hinanden og samle optagelserne sammen i en videoportfolio (f.eks. på skoletube) for på den måde at kunne snakke om den progression eleverne oplever i faget. Det kan være skudteknik i basketball, løb, svømning osv. De fleste elever har deres egne mobiltelefoner, som de kan filme med, men man kunne også overveje at investere i et såkaldt actioncam (f.eks. et GoPro) for at have et kamera, der kan tåle at blive brugt i aktiviteter, hvor der er fokus på bevægelser. Altså, et kamera der ikke går i stykker, hvis det bliver ramt af en bold eller tabt i vandet. GoPro kan med fordel også bruges til at lave undervandsoptagelser, som kan give elverne en ny forståelse for deres egne bevægelser i vandet.
Jeg er lidt nysgerrig på hvordan og hvor meget video rent faktisk bliver brugt i idrætsundervisningen og modtager gerne kommentarer med eksempler.
Til sidst vil jeg rette opmærksomheden mod følgende video, som meget fint tager fat om evalueringsperspektiverne i at bruge video i idrætsundervisningen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar